Fodboldprogrammer med det danske fodboldlandshold 1957-1980

Det ligger ikke fast, hvornår det første landskampprogram kom på gaden, men man skal formodentlig tilbage til starten af 1900-tallet. Den første landskamp på hjemmebane blev spillet i 1910, hvor landsholdet vandet 2-1 over England.
Programmet har formodentlig ikke haft megen tekst, men en opstilling af de to hold samt navnet på kampens dommer.

Sitet om fodboldprogrammer er udarbejdet af Simon, hvis du har kommentarer, noget at tilføje eller spørgsmål, kan du kontakte www.fodboldhistorik.dk, men du er også meget velkommen til at kontakte Simon direkte via email.



Danmark - Bulgarien den 26. maj 1957

Danmark fik flot 1-1 mod bronzevinderne fra OL 1956 i en velspillet kamp, som holdet burde have vundet.
Anfører Aage Rou Jensen fra AGF udlignede midt i 1. halvleg den bulgarske føring. Det var det første opgør nogensinde mod de dygtige boldspillere fra Balkan. Den 31årige Henry From debuterede som målmand.

Det "officielle" program i sort/hvidt indeholder udover holdopstilling en grundig introduktion af den nye landskampmodstander. Samt 17 reklamer lige fra springmadrasser til Heering Likør.




Danmark - Norge den 2. juni 1958

En norsk scoring i hver halvleg betød det fjerde nederlag på stribe på hjemmebanen til Norge.
Højrewingen Poul Pedersen, som senere i karrieren skulle få landskampsrekorden, udlignede i begyndelsen af 2. halvleg blot for, at Norge 2 minutter senere kunne score sejrsmålet.
Året senere skaffede det danske hold sig adgang til OL i Rom - gennem 2 sejre over Norge!

Programmets forside angiver Norge som hjemmehold og værterne som udehold. Farvelægningen af flagene på forsiden har måske skabt forvirring!




Danmark - Finland den 15. oktober 1961

35.600 så Danmark vinde 9-1 med bl.a. Ole Madsen, Jørn Sørensen og John Danielsen som målscorere.

Programmet er forsat i sort/hvid - undtagen forsiden, hvor det danske og finske flag er i farver.
De 16 sider indeholder en præsentation af spillerne på de to hold samt endnu engang et stort antal reklamer bl.a. for Palace-sølvtøj og Lady Cake-sandkage.




Danmark - Wales den 21. oktober 1965

Fra begyndelsen af 60´erne og til 1972 blev programmet udgivet i en fast skabelon uden reklamer. På forsiden var der afbildet en figur med to spillere i kamp af billedhuggeren Knud Nellemose (1908-1997), som bl.a. har udført en lang række skulpturer af sportsfolk, ofte i stærk bevægelse.

Midtersiderne viser de to hold i klassisk formation med backs, forstopper, halfbacks, innerwings og centerforward.
Opstillingen i programmet blev nogen gange ændret kort før kampen. Således spillede debutanten Ole Fritsen fra Vejle i stedet for Kjeld Thorst, som stod opført med nr. 8. De 8 sider til 50 øre indeholder endvidere en kort præsentation af spillerne på de 2 hold. OL-sølvvinderen Bent Hansen fra B 1903 spillede kamp nr. 50 og tangerede derved landstræner Poul Pedersens landskampsrekord.

Kampen, som var en kvalifikationskamp til VM i England 1966, blev vundet med 1-0 på mål af Ole Madsen. I forordet slås en optimistisk tone an før kval-kampene mod Sovjetunionen, Wales og Grækenland: "Det kunne være morsomt, om vi kunne åbne vor VM-pulje med at hente 4 points". Facit af kvalifikationen blev, at Danmark kun fik yderligere 1 point hjemme mod Grækenland - målscorer i øvrigt Ole Fritsen.




Danmark - England den 3. juli 1966

8 dage før VM 1966 i England tabte Danmark til VM-værterne.
32.000 så forstopperen Jackie Charlton og den indskiftede George Eastham score for England efter en i øvrigt glimrende dansk indsats.
Holdet stillede med 3 debutanter.




Danmark - Ungarn den 15. juni 1969

På en varm sommersøndag så 30.600 tilskuere Danmark vinde 3-2 over Ungarn i en kvalifikationskamp til VM 1970 i Mexico. Målene af de hjemvendte professionelle Ole Sørensen og Ole Madsen samt wingen Ulrik le Fevre på vej til en stor karriere i udlandet var en fodboldsensation, som i realiteten betød, at Ungarn med de stolte traditioner ikke kom med til VM. I maj havde landsholdet slået Irland 2-0 på to mål af Ole Sørensen, så landskampsæsonen blev en af de bedre.

Programmet er fortsat på 8 sider til 1. kr. På bagsiden er der kommet en reklame for SAS's indenrigsruter.




Danmark - Norge den 23. september 1970

1-0 nederlaget til Norge samt en miserabel sæson med kun 2 danske mål i 9 landskampe banede vej for, at danske udlandsprofessionelle fra 1971 blev udtaget. Nederlag til Polen og Portugal kunne accepteres, men på halen mod Norge på hjemmebane var dråben, som fik bægeret til at flyde over hos DBU. Den nye landstræner Rudi Strittich gav debut til en kommende landstræner fra B 1901 - Morten Olsen.




Danmark - Sverige den 20. juni 1971

Med hjemkaldte udlandsprofessionelle som Kresten Bjerre, Ulrik le Fevre og Ole Bjørnmose på holdet forventede mange, at Sverige omsider ville få klø. Men 47.300 så desværre landsholdet tabe klart med 3-1, selv om Kresten Bjerre på en frisparksaflevering fra Finn Laudrup havde givet holdet en føring.

I forordet repeteres det, at en sejr over Sverige er den absolutte kulmination på landskampsæsonen. Det var gennem 70´erne ønskedrømmen, som desværre relativt sjældent blev opfyldt. Programmet i den velkendte skabelon er nu tilføjet et sort/hvid billede af landsholdet.




Danmark - Rumænien den 10. oktober 1971

OL-holdet vandt overraskende 2-1 over Rumænien og lagde dermed grunden til kvalifikationen til OL 1972 i München. Kampen huskes bedst for et spektakulært selvmål af den rumænske back, som midt på egen banehalvdel headede bolden forbi sin egen målmand til et heldigt dansk mål. Birger Pedersen fra Hvidovre bragede det andet danske mål ind i 1. halvleg.

Iflg. programmet spillede Iver Schriver venstre wing, men han blev kort før kampen professionel og afløstes af Jørgen Markussen fra Vejle. Dengang var Idrætsparken ikke omkranset af et hegn, så der advares mod at styrte ind på banen.

2. halvleg af kampen blev Tv-transmitteret af DR - uden kommentatorlyd, da DR var ramt af strejke blandt journalisterne.




Danmark - Skotland den 18. oktober 1972

Forordet i dette program op til den første kvalifikationskamp til VM 1974 taler om det stærkeste danske hold i lang tid og stor optimisme. Desværre måtte 31.200 tilskuere beskæmmet se landsholdet tabe 4-1 efter til tider at være spillet helt ud af banen. Et smukt frisparksmål af Finn Laudrup var et af få lyspunkter.

Midtersiderne angiver hele den danske bruttotrup på 16 spillere, fordi de 11 - som det anføres i forordet - først udtages ganske få timer før kampen. Landtræner Strittich kom herved på linie med den praksis, der fulgtes i mange andre lande og som i dag er hovedreglen.





Danmark - Tjekkoslovakiet den 2. maj 1973

I 1973 får landskampprogrammet en ny forside og nyt indhold. Et forord af OL-sølvvinderen Flemming Nielsen, som dengang huserede i Politikens spalter, masser af baggrundsartikler om VM-kvalifikationen og aftenens modstander samt et nostalgisk blik på Brasilien af en ung Frits Ahlstrøm udvider programmet til 32 sider - det hele garneret med reklamer.

Forsiden er et noget grumset billede - ikke fra en landskamp, men fra en divisionskamp. Et kuriosum er, at Danmarks modstander Tjekkoslovakiet er stavet forkert.

Det vides ikke, om det nye flotte programdesign inspirerede det danske hold, men 1-1 mod en østeuropæisk fodboldmagt var et godt resultat. Den dygtige midtbanespiller fra HSV Ole Bjørnmose gav på et langskud holdet en drømmestart, som tjekkerne dog heldigt fik elimineret i slutningen af 1. halvleg.
Det blev det eneste danske point i den VM-kvalifikation, da et afbudsvækket hold i returkampen blev blæst af banen med 6-0.




Danmark - Ungarn den 13. oktober 1973
På en herlig lørdag eftermiddag sprudlede især de danske professionelle fra Bundesligaen. Stjernespillere som Johnny Hansen fra Bayern München, Per Røntved, Bjørnmose og kometen Henning Jensen fra Borussia Mönchengladbach gav afgørende impulser i 2-2 kampen, som Danmark kunne have vundet. Jensen efter en smuk dribletur ind i straffesparksfeltet og debutanten Kurt Stendahl på skud fra kanten af feltet gav optimisme for fremtiden.

Programmet har masser af tilbageblik til OL 1960 og juni 1969, hvor Danmark i to tilfælde fældede de ungarske favoritter med de stolte fodboldtraditioner





Danmark - Rumænien den 18. juni 1975

Årets 3 første landskampe i 1975 var alle mod Rumænien. Faktisk spillede Danmark i 74-75 fire kampe i træk mod de stærke rumænere. Udbyttet blev 1 point og en negativ målscore på 1-12. Returopgøret i kvalifikationen mod OL 1976 gav et nederlag på 1-2 efter, at Birger Mauritzen fra Vanløse IF havde givet holdet en føring i 1. halvleg. Mauritzen var en blandt mange spillere, som fik en kort landsholdskarriere i forbindelse med kvalifikationskampene mod OL 1976.

Selv om programmets forside er ny, er indholdet fortsat en god blanding af reklamer og små baggrundsartikler om holdet og modstanderne. Centrum på forsiden er en fodbold fra Select. Pessimismen er til at føle på, idet landtræner Strittich udtaler, at "jeg beundrer danskerne selv om de taber hver gang". Chefen for udtagelseskomiteen Ib Skotnborg tilkendegiver, at der er "intet lys i mørket - udviklingen er løbet fra os". Det danske hold vandt én gang i 1975 - over Finland.





Danmark - Finland den 25. juni 1975

Forstærket med de udenlandsprofessionelle Ole Bjørnmose og Heino Hansen, som havde fået sit gennembrud ved OL i München, fik det danske hold revancheret sig mod Finland, som blev slået med 2-0. I forordet beroliger Flemming Nielsen med, at finnerne ikke har vundet i Idrætsparken siden 1949 og nok heller ikke gør det denne gang. Det har Finland heller ikke gjort siden.





Danmark - Frankrig den 1. september 1976

Kurt Nielsens første år som landtræner var en stime af gode resultater. Efter den historiske udesejr over Sverige i Göteborg i maj indgik kampen mod Frankrig som vigtig forberedelse til VM-kvalifikationskampene mod Portugal og Polen. I programmet omtales den gejst og optimisme, som den bramfri skovserdreng har tilført holdet på kort tid og som kan føre til holdets VM-deltagelse.

Libero Per Røntved bragte efter klumpspil holdet på sejrkurs, men Michel Platini udlignede på frispark kort før tid. Det danske hold uden de største prof-stjerne Henning Jensen og Allan Simonsen, der som sædvanlig ikke havde fået fri af deres tyske klub, var dominerende gennem hele kampen.

Programmet er indholdsmæssigt opbygget med portrætter og baggrundsartikler som i de foregående år, men forsiden er ny. Select-bolden fra 75-programmet er væsentlig forstørret, så læseren nu ikke er i tvivl, hvilken sponsor har købt forsiden. Den tyske stjerne Uwe Seeler "sparker" til bolden og giver derved forsiden mere liv end tidligere.

I startopstillingen figurer Ole Bjørnmose, men han kom ikke med. I stedet spillede Ole Rasmussen fra Hertha Berlin, som senere spillede ved EM i 1984.





Danmark - Cypern den 27. oktober 1976

Efter en målløs 1. halvleg scorede Danmark fem gange efter pausen og sikrede sig derved vigtige point i VM-kvalifikationen mod Argentina 1978. Bortset fra Allan Simonsen og målmanden Birger Jensen stillede Danmark med et meget stærkt hold med Henning Jensen, Røntved og Benny Nielsen som de mest fremtrædende. I forordet udtrykker Flemming Nielsen betænkelighed ved kvaliteten af det danske forsvar, som mangler at give den alt dominerende og overbevisende indsats.

Det skulle vise sig, at de 2 point mod Cypern skulle blive holdet sidste i kvalifikationen. Klare nederlag til Polen og Portugal - sidstnævnte dog efter en skandaløs kamp i Lissabon, hvor en svag dommer tidligt mistede grebet om kampen - medførte, at VM i fodbold på ny blev uden Danmark.





Danmark - Sverige den 15. juni 1977

Midt i mange spilleres velfortjente sommerferie besejrede det hidtil mest imponerende danske hold den svenske arvefjende 2-1. Røntved og en træt Allan Simonsen scorede til stor jubel for 45.000 tilskuere, som for en sjælden gangs skyld så alle udenlandsstjernerne funkle. UK-chef Skotnborg bemærkede, at "med Simonsen er perlerækken simpelt hen perfekt".

Programmets forside er domineret af en fodbold fra Select samt en jublende Ove Flindt Bjerg, som netop har scoret sejrsmålet mod Sverige i 1976. Midtersiderne med holdopstilling har også fået nyt design, men ellers består programmet som hidtil af baggrundsartikler og små interviews med spillere og trænere.





Danmark - Portugal den 9. oktober 1977

Nederlaget på 4-2 til Portugal foran 23.000 skuffede tilskuere afslørede, at holdet havde lang vej til toppen. I forordet udtrykkes det således, at "danskerne - trods den spredte professionelle bistand - fortsat er amatører i VM-spillet".

Forsiden viser en højdramatisk situation fra den første kamp i Lissabon, hvor Per Røntved kom i slagsmål med en portugisisk spiller.





Danmark - Eire den 24. maj 1978

Ny kvalifikationsturnering - ny forside. Programmet til Danmarks første kvalifikationskamp til EM 1980 i Italien er domineret af en stor Select-fodbold, men stilistisk er programmet ellers forenklet. Det er forsat 24 sider fyldt med baggrundsartikler, små interviews og reklamer. I takt med, at holdopstillingerne i internationale kampe offentliggøres en time før kampens begyndelse, er ingen af spillerne på midtersiden nummereret.

Det danske hold bestod denne majaften af nogle af de bedste spillere fra udlandet garneret med de hjemvendte Johnny Hansen og Henning Munk Jensen. Søren Lerby debuterede som venstre back i øvrigt med et mål på langskud.

I forordet anføres, at "det er betryggende, at eliten er samlet. Så kan det vist ikke gå galt" Meget gik galt i det bagerste danske geledder, så holdet måtte skuffende nøjes med 3-3.





Danmark - England den 20. september 1978

Foran 48.000 begejstrede tilskuere måtte Danmark indkassere et ærgerligt 4-3 nederlag mod briterne, som i visse perioder i kampen var slemt på hælene. Forsvarskoks og manglende international landskamprutine medførte dog, at holdet i den sidste ende tabte. Det blev indehaver af landskamprekorden Henning Munk Jensens sidste kamp, men forsvaret lukkede ikke færre mål ind af den grund i de følgende kampe.

Frits Ahlstrøm, redaktør af Alt om Sport, er tilbage med flere baggrundsartikler i programmet.





Danmark - Sverige den 9. maj 1979

Ude af EM-kvalifikationen og med den optimistiske Kurt Nielsen på vej til senere på året at blive afløst af den legendariske Sepp Piontek spillede Danmark heldigt 2-2. Udligningen kom på et langskud fra Lerby, hvor bolden hoppede over den svenske målmand, som ellers var godt ned i skuddet. Der var debut til Søren Busk.

På det tidspunkt kunne de færreste se en lys fremtid for det danske landshold. Som for at understrege mismodet fremstår programmet kortfattet og sjusket som om redaktøren ikke har noget på hjertet. Der er få baggrundsartikler, holdopstillingen på midtersiden er minimalistisk sammenlignet med tidligere og den længste artikel handler om svenskernes succes på fodboldbanerne! Sidetallet er helt nede på 14.