Ukraineren.

Ukraineren

Ерік Сергійович Святченко hedder han, som i dette forum transkriberes til Erik Sergiyovych Sviatchenko. Han blev født i Viborg 4.oktober.1991. Faderen Sergei kommer fra Ukraine, hvor han udover at være uddannet arkitekt også i mange år har arbejdet som gallerist og udøvende kunstner, og han bosatte sig med sin kone i Viborg i 1990 og fortsatte sine aktiviteter her. Han fylder i øvrigt 70 år d. 7.oktober.

Erik spillede som dreng i forskellige klubber omkring Viborg, inden kan kom til FC Midtjyllands akademi som 15-årig i 2006. Her boede han i en periode på værelse sammen med min kones nevø, Jens Kæstel Madsen, som jeg ved selvsyn hurtigt spottede som et stort talent, da jeg mødte ham, da han var 9 år. Jens besluttede efter nogle år på akademiet at satse på sin uddannelse, da han gav udtryk for, at det var ret tilfældigt hvem – og ikke altid den mest talentfulde – der kom gennem nåleøjet til førsteholdet. Han er læge i dag. Erik, der fra starten var præget af en indædt vilje og evne til at æde sig selv, blev den, der kom gennem nåleøjet. Hans hovedspil i begge ender har i alle årene været second to none, og de fleste af hans mål er scoret ved dødbolde, dog ikke det, han scorede på A-landsholdet. Erik, der også kunne have valgt at stille op for Ukraine, kom på U18- og U-19-landsholdet i 2009 og debuterede i Superligaen som 17-årig med en sidste minuts indskiftning mod AC Horsens 8.maj.2009. Erik kom på U21-landsholdet i 2010 og fik 8 kampe men missede EM-slutrunden på hjemmebane i 2011, da han var skadet. Efterhånden erobrede han en fast plads i FC Midtjyllands midterforsvar og var med som anfører til at vinde klubbens første mesterskab i 2015. Samme år debuterede han på A-landsholdet d. 25.marts.2015 i en venskabskamp mod USA og fik i løbet af det næste års tid 5 kampe, hvor han som indskiftet scorede et kanonmål i sidste minut mod Frankrig i oktober. Men Danmark tabte 1-2. Han spillede sin 5. og sidste landskamp kort efter, at han i 2016 havde skiftet til skotske Celtic og det var netop mod Skotland. I efteråret 2016 var han udtaget for sidste gang til to kampe mod Polen og Montenegro, som begge blev tabt, men Erik kom ikke på banen. At det danske landshold er velsignet med glimrende midterforsvarere er evident, men det er alligevel påfaldende, at Erik de seneste 6 år ofte er nævnt, men aldrig siden er blevet udtaget. Erik var med til at vinde to skotske mesterskaber, inden han i efteråret 2017 mistede sin plads hos Celtic, da han blev skadet i en Europacupkamp. Det endte med, at han i vinteren 2017 blev udlejet til FC Midtjylland og var central i erobringen af klubbens andet mesterskab i 2018. Erik skiftede permanent til FC Midtjylland i sommeren 2018 og har været fast i klubbens midterforsvar lige siden. Omkring erobringens af klubbens tredje mesterskab indgik han i et kongenialt samarbejde med Alexander Scholz og de spillede også sammen i Champions League i 2020, hvor de efter en hård start fandt et højt niveau. Erik blev anfører igen, da Jakob Poulsen forlod klubben. Han er noteret for 248 Superligakampe med 25 scoringer. Scholz valgte i 2021 at gå efter pengene i Japan, og Erik har siden med skiftende partnere prøvet at holde sammen på klubbens midterforsvar, samtidig med at det er tydeligt, at han begynder at virke slidt med flere skadesperioder til følge. I denne sæson har forsvaret virket meget sårbart. Erik har i mange år dannet par med Anne Rudmose, der også har været elitefodboldspiller – også da parret boede i Skotland. Erik har arvet interessen for arkitektur, mode og indretning fra forældrene og var med i ”Kender du typen” i april.2016. Han er altid velklædt, og ikke et hår sidder forkert. Parret har 2 børn. Sammen med sin bror Philip og faderen har han en blog ”Close, up and private” om kunst og design. Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar tog Erik på Instagram initiativ til en indsamling til det krigshærgede land, og den gav i løbet af kort tid over ½ mio. kroner, hvilket var langt over forventning. Erik har en halvbror, der bor i Ukraine og ikke kan/må forlade landet p.g.a. nogle lokale regler. Erik Sviatchenko fylder 31 år i dag. Han bor i Viborg.













I maj måned 2005 ser Tips Bladet tilbage på en række tidligere fodbold-profiler, deriblandt Jesper Kristensen.

Det kan konstateres at Jesper aldrig fik reetableret sin karrierer, og dermed kan det konstateres at spilleren der
formentlig kunne se frem mod en 8-10 år lang landsholdskarrierer, måtte stoppe alt for tidligt.